Hindbærsnitter med surdej

En klassiker – med et twist!

Har du også tit en rest surdej stående, du ikke helt ved, hvad du skal bruge til? Så er denne opskrift noget for dig. Her har jeg givet de klassiske hindbærsnitter et lille twist ved at tilføje overskudssurdej til dejen – og resultatet smager helt fantastisk!

Surdejen tilfører både smag og en smule bid til mørdej, og det hele balanceres smukt med syrlig hindbærmarmelade og den klassiske søde glasur på toppen.

Hvorfor bruge surdej i kage?

Det lyder måske lidt mærkeligt – surdej i en småkage? Men det giver rigtig god mening, især når man gerne vil:

  • Undgå madspild og få brugt overskudssurdej (som måske bare skulle smides ud).
  • Tilføje dybde i smagen og en smule syrlighed som komplementerer den søde marmelade og glasur.

Lidt omkring min surdejsrutine…

Jeg fodrer min surdej om aftenen, så jeg næste dag har ca. 200 g aktiv surdej klar til brug. Det passer rigtig godt ind i min rytme, fordi jeg så kan bage om morgenen eller formiddagen, når surdejen er på sit peak.

Men nogle gange går dagen ikke helt som planlagt – og det er helt okay. På de dage tager jeg bare de 200 g aktiv surdej og sætter dem i køleskabet. Den holder sig fint et par dage, og så ved jeg at jeg kan bage en masse lækkert med min overskudssurdej.

Alt fra hindbærsnitter, pandekager, vafler mm. – der er uendelige muligheder for at trylle med overskudssurdej 🙏

En nem opskrift, du kan bruge året rundt

Det bedste ved hindbærsnitter er, at de er nemme at lave, gode til enhver lejlighed og at man næsten altid har ingredienserne hjemme. Det tager kun omkring 15 min. at klargøre dejen og 15 min. at bage dem – resten er hviletid. Prøv denne opskrift næste gang du har overskydende surdej og imponér dine venner og familie 😍

Hindbærsnitter med surdej

Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Hviletid 1 time
Ret Kager, Surdej
Antal 8 stk

Ingredienser
  

  • 150 gram hvedemel
  • 100 gram overskudssurdej (f.eks. som har stået i køleskabet nogle dage)
  • 100 gram koldt smør
  • 50 gram sukker
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 2-3 spsk mælk
  • 1 knivspids salt
  • 100 gram hindbærmarmelade

Topping

  • Glasur: 50 g flormelis og ~4 tsk vand
  • Frysetørrede hindbær

Sådan gør du
 

  • Start med at blande mel, sukker, vaniljesukker og salt i en skål.
  • Tilsæt det kolde smør i tern, som smuldres ind i melet med hænderne.
  • Tilsæt overskudssurdej og mælk og rør det sammen til en sammenhængende dej.
  • Del dejen i to og pak dem ind i husholdningsfilm. Stil på køl i 2 timer.
  • Forvarm ovnen til 200 grader, og tag dejen ud af køleskabet. Drys køkkenbordet med lidt mel, og begge klumper dej ud til to rektangler på ca. 12×28 cm.
  • Læg de 2 plader på en bradepande beklædt med bagepapir. Bag i ovnen i ca. 15 min. og vend evt. bradepanden en gang undervejs. Kanterne skal være let gyldne, men pas på ikke at give dem for meget. Lad pladerne afkøle på en bagerist.
  • Smør nu hindbærmarmeladen over den ene plade som bliver bunden. Undgå at smørre marmeladen helt ud til kanten. Læg den anden plade ovenpå.
  • Rør nu glasuren sammen, og fordel i en stribe langs midten af pladen. Drys evt. med frysetørrede hindbær.
  • Herefter kan pladen skæres i ca. 7-8 stykker og nydes. Opbevares i en lufttæt beholder.
Tried this recipe?Let us know how it was!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering




Relateret

Velkommen!

Jeg hedder Sophie, og jeg elsker at dele glæden ved at bage simpelt og lækkert surdejsbrød helt fra bunden. Her på Mad med Frihed finder du opskrifter, tips og værktøjer, der gør det nemt og overskueligt at bage med surdej – uanset om du er nybegynder eller har bagt i årevis.
Ud over surdejsbrød og andet bagværk deler jeg også opskrifter på nemme hverdagsretter, snacks, kager og meget mere.

KOMMER SNART: NY E-BOG

Hent din GRATIS guide til surdej!

Download din gratis guide til surdej

*Du kan til enhver tid afmelde dig igen via linket i bunden af nyhedsbrevet. Læs privatlivspolitik.