Hjemmebagte hveder med surdej – bløde, luftige og fyldt med smag
Hveder er noget særligt. De hører sig selvfølgelig til Store Bededag, men jeg synes faktisk, de fortjener at blive bagt hele året 😄 Jeg har udviklet denne opskrift, fordi jeg ønskede en version, der både havde den klassiske, let søde smag og luftighed – men helt uden brug af gær. Dét kræver lidt andre metoder og teknikker end klassisk surdejsbrød/boller, men det er stadig super nemt at lave – måske endda nemmere end klassisk surdejsbrød? 🤔 Det tager lidt længere tid at lave end traditionelle hveder med gær, men til gengæld får du det hele tilbage i både tekstur og smag 🙏

Hvorfor bruge en “sød” surdej?
Jeg bruger en sød surdejsstarter – en fast, mildere version med et højere indhold af naturligt gær end en klassisk surdejsstarter – Perfekt til bløde og let sødere deje som hveder, brioche og croissanter. Den gode nyhed er at du meget nemt kan lave en portion sød surdej af din eksisterende surdej – alt du skal gøre er at tilføje honning, lade den peake og så kan du bage 🍯 Alle disse deltaljer står også beskrevet i opskriften.

Tangzhong – hemmeligheden bag en saftig krumme
Selvom det lyder teknisk er det helt utrolig simpelt: Tangzhong-metoden er en japansk teknik, hvor en lille del af melet og væsken fra opskriften koges til en slags grød/jævning, inden det blandes i dejen. Det lyder simpelt – og det er det også – men effekten er stor. Det hjælper nemlig med at binde mere fugt i brødet, giver en superblød og saftig krumme, og forlænger samtidig holdbarheden.

Klar til Store bededag?
Hvis du er klar på at bage hveder med surdej, så er denne dej let at arbejde med, og kræver blot lidt planlægning. Med den rette fermentering får du hveder, der er luftige og saftige indeni – perfekte til ristning med et godt lag smør. Surdejen bidrager ikke bare til smagen, men også til holdbarheden, så du kan nyde dem i flere dage 🙏

Hveder med surdej
Opskrift af: SophieDisse hveder er bløde og luftige og fyldt med smag! Hvis du elsker hveder og surdej, så er denne opskrift lige noget for dig!
12
stk20
minutter24
timerHold skærmen tændt mens du laver mad
Ingredienser
- Sød surdej (fodres aftenen før)
30 gram moden surdej
68 gram mel
38 gram vand
15 gram honning
- Ingredienser
150 gram aktiv sød surdej (hele portionen fra fodringen)
225 gram mælk
475 gram hvedemel (jeg bruger denne – reklamelink)
1 æg
2 spsk sukker
75 gram koldt smør
1/2 tsk stødt kardemomme (gerne stødt på hele kardemommefrø)
8 gram salt
- Tangzhong/jævning
125 gram mælk
25 gram mel
- Øvrigt
Mælk til pensling
Evt. bageplade 33×23 cm med låg som denne (reklamelink)
Fremgangsmåde
- Start med at lave din Tangzhong i god tid – gerne ½-1 time før brug – da den skal nå at køle ned. Bland mælk og mel i en lille gryde, og pisk melet ud i mælken. Opvarm blandingen ved middel varme, og pisk jævnligt undervejs. Du vil efterhånden se, at den tykner og får en cremet konsistens. Når den har en let sej struktur, er den færdig. Hæld den gerne direkte over i røreskålen, som du skal bruge til dejen, så den kan køle af der.
- Tilsæt mælk, surdej, afkølet Tangzhong, æg, sukker, mel og kardemomme – bland det sammen i en røremaskine.
- Ælt dejen i en røremaskine i 2-3 minutter ved lav/middel hastighed. Tilsæt salt og smørret i små tern lidt efter lidt, mens røremaskinen stadig kører, og ælt videre ved middel/høj hastighed.
- Ælt indtil alt smørret er inkorporeret i dejen (ca. 5-7 minutter).
- Drys lidt mel på køkkenbordet og spænd dejen op til en kugle. Læg dejen tilbage i røreskålen og dæk med husholdningsfilm. Lad dejen hæve 5-6 timer ved stuetemperatur. I denne tid skal dejen gerne øge sin volumen med ca. 50%.
- Efter hævning drysses bordet med lidt mel, og dejen vendes ud. Brug en dejskærer til at skære 12 lige store stykker. Hver dejklump spændes op og formes til en kugle.
- Beklæd din bageform med et stykke bagepapir og fordel hvederne heri. Læg låget på, og stil bagepladen i køleskabet natten over.
- Dagen efter
- Tag bradepanden ud af køleskabet 3-4 timer inden du er klar til at bage – her skal hvederne nemlig efterhæve. Hvederne er klar til at blive bagt når de næsten er fordoblet i størrelse og ser luftige ud.
- Imens dejen efterhæver forvarmes ovnen til 200 grader over/under varme.
- Pensel hvederne med mælk, og bag 10 min. over/under varme og herefter 8-10 minutter varmluft.
- Hvederne afkøles på en bagerist – hvis du kan vente så længe ☺️
Skriv et svar