Bland vand, surdej, kefir og olivenolie i en skål.
Tilsæt fuldkornshvede og hvedemel og rør det godt sammen. Notér tidspunktet dejen er blandet. Læg et viskestykke over skålen og lad dejen hvile 30 minutter.
Efter 30 minutter: tilsæt 8 g salt til dejen. Ælt det sammen med hånden. Hæld nu dejen i en condibøtte smurt med en smule olie. Lad dejen hvile 30 minutter.
Udfør et sæt stræk og fold: med en fugtig hånd tages der fat i dejens ender, som trækkes ind over sig selv. Fortsæt til dejen er spændt op dvs. den kan ikke strækkes mere uden at den går i stykker. Læg et viskestykke over skålen og lad dejen hvile 30 minutter.
Udfør et sæt coil fold: med fugtige hænder tages der fat under dejen. Løft dejen op, så enderne falder ind under dejen. Fortsæt indtil dejen er spændt op.
Herfra udføres coil fold ca. 1x i timen indtil hævningen er færdig. Hvis dejen står ved 21 grader tager det ofte et sted mellem 3-5 timer fra dejen er blandet (evt. endnu kortere tid om sommeren). Tegn på at dejen er færdighævet er en øget volumen på 50-75%, luftbobler i dejen og at den virker luftig under foldninger.
Når dejen har hævet stilles condibøtten i køleskabet (med låg) til næste dag.