Hvis brownie og cheesecake fik en Valentine baby, så var det den her ❤️
En intens, fudgy brownie lavet med overskudssurdej toppet med silkeblød hindbær cheesecake – en dessert der balancerer mørk chokolade, cremet fylde og frisk syrlighed fra hindbær.
Jeg elsker at bruge overskudssurdej i andet end brød, og den giver faktisk en helt særlig dybde til brownies. Smagen bliver mere kompleks, og teksturen får en lækker fudgy struktur, som fungerer perfekt sammen med det cremede cheesecake-lag.
Det her er en dessert, der imponerer uden at være svær at lave – og som smager endnu bedre dagen efter.

Smag og tekstur
Den her kage består af to tydelige lag:
- En tæt, fudgy brownie med intens chokoladesmag
- Et cremet hindbær cheesecake-lag med let syrlighed
Sammen giver det en dessert, der føles både fyldig og frisk – og som skærer smukt i rene slices.

Tips til den bedste cheesecake brownie
- Lad brownien køle helt af før cheesecake-laget tilsættes.
- Pisk kun flødeostbasen kortvarigt for en mere klassisk cheesecake-tekstur.
- Køl kagen natten over for de flotteste lag og bedste konsistens.
Opbevaring
Kagen kan holde sig 3–4 dage i køleskab i en lufttæt beholder.
Brownie-bunden bliver naturligt lidt fastere når den er kold. Hvis du ønsker en mere blød og fudgy tekstur, kan du lade stykket stå ved stuetemperatur i 5–10 minutter før servering.


Fudgy Brownie med Hindbær Cheesecake
Udstyr
- Bageform 20×20 cm
Ingredienser
Brownie
- 3 æg
- 75 g sukker
- 150 g brun farin
- 150 g smør
- 100 g mørk chokolade
- 50 g overskudssurdej
- 20 g hvedemel
- 35 g kakao pulver
- 1 tsk vaniljesukker
Hindbærkompot
- 225 g frosne/friske hindbær
- 1 spsk vand
Hindbær cheesecake
- 400 g neutral flødeost (koldt)
- 1,5 dl piskefløde
- 100 g flormelis
- 1 tsk vaniljesukker (eller korn fra 1/2 vaniljestang)
- 65 g hindbærkompot
Hindbærsstøv
- 10 g frysetørret hindbær (blendet til pulver i en blender/minihakker)
Sådan gør du
Hindbærkompot
- Start med at klargøre din hindbærkompot til senere. Hindbær og vand varmes op i en gryde – her skal det simre indtil bærrene er reduceret, dvs. det meste vand er fordampet og der kun er en tyk hindbærgrød tilbage. Det er vigtigt at det meste væske er fordampet så cremen ikke bliver for flydende.
- Hæld din kompot i en lufttæt beholder og stil i køleskabet. Det hele skal ikke bruges i opskriften, og resten kan fx spises med pandekager eller som topping på havregrød, skyr mm.
Brownie
- Forvarm ovnen til 180 grader varmluft.
- Pisk æg, sukker og brun farin sammen til det er lyst og luftigt.
- Smelt smør og chokolade (i mikrobølgeovn eller på komfur) og bland det godt sammen.
- Tilsæt mel, kakao og vanilje til en skål og bland det sammen.
- Hæld nu den smeltede smør og chokolade, surdej og de tørre ingredienser ned til æggemassen. Pisk kort ved lav hastighed til dejen er ensartet.
- Hæld dejen i din bageform med bagepapir. Bag i ca. 20-25 min. Test med en kniv – der må gerne være små krummer på når du prikker i dejen. Pas på med at overbage.
- Lad kagen afkøle ved stuetemperatur inden den stilles på køl i min. 1 time (tildækket).
- Mens kagen køler, gøres cremen klar.
Cheesecake
- Tilsæt fløde til en skål og pisk til blød flødeskum – det skal ikke være helt stift.
- Tilsæt flødeost til en anden skål og pisk det kortvarigt til det er cremet. Tilsæt flormelis og vaniljesukker og pisk igen til ensartet og cremet konsistens.
- Vend først hindbærkompot i flødeosten, efterfulgt af fløden. Du vil nu have en lækker cheesecake creme, som gerne skulle være cremet og nogenlunde fast i konsistensen.
- Hvis kagen mangler at køle stilles cremen blot på køl indtil kagen er klar.
Kagen samles
- Fordel cheesecake cremen jævnt over kagen – det skal gerne være et tykt lag (undgå det løber ud over siderne).
- Stil nu hele kagen på køl (tildækket) i min. 4-5 timer eller natten over.
Servering
- Når kagen har sat sig og er klar til servering, kan man vælge at pynte med hindbærstøv, friske hindbær eller lign. Brug en skarp kniv til at skære kagen i stykker, så de fine lag beholdes.
- Servér med det samme eller opbevar på køl i 3-4 dage.




Skriv et svar